Klimaforandringer kan betyde øget risiko for insektskader
Skrevet at Henrik Møller Jørgensen, Teknisk Chef hos PROTOX
Højere temperatur og mere fugt kan øge risikoen for øget aktivitet af trænedbrydende insekter som f.eks. borebiller og husbuk. Klimaforandringer stiller derfor også nye krav til professionelle skadedyrsbekæmpere.
Klimaforandringer påvirker ikke kun naturen uden for bygningerne. Højere temperaturer, mildere vintre, flere perioder med kraftig regn og hyppigere fugtskader kan også ændre betingelserne for trænedbrydende insekter, der lever i bygningens træværk.
For skadedyrsbekæmpere betyder udviklingen, at risikoen for angreb af blandt andet borebiller og husbuk kan øges. Det gælder både hyppigheden af angreb, længden af insekternes aktive periode og de bygningsmæssige forhold, som gør træet egnet som levested for insekterne.
Varme kan øge insekternes aktivitet
Insekter er vekselvarme, og deres udvikling påvirkes derfor direkte af temperaturen. Når temperaturen stiger, kan æg klække hurtigere og larvernes stofskifte øges, hvorved perioden med flyvning, parring og æglægning kan blive længere.
For husbuk er varme tagrum og solopvarmede konstruktioner særligt relevante. Højere sommertemperaturer kan skabe gunstige forhold i tage, loftsrum og mørke konstruktioner, hvor larverne lever skjult i nåletræet. En længere varm sæson kan samtidig øge den periode, hvor voksne biller er aktive og kan sprede sig til andre trædele eller bygninger.
Mildere vintre kan desuden forbedre overlevelsen for visse insekter og gøre det lettere for arter, som tidligere var begrænset af lave temperaturer, at etablere sig.
Nedbør – også en del risikobilledet
Temperaturen er kun den ene del af risikobilledet. Mere nedbør, skybrud og oversvømmelser kan føre til opfugtning af træværk f.eks. på loftet, i kryberum og kældre.
Hvis fugten ikke opdages og udtørres, kan træets fugtindhold stige til et niveau, hvor almindelig borebille får bedre udviklingsbetingelser. Arten ses derfor ofte i forbindelse med utætheder, kondens, utilstrækkelig ventilation eller træ, der ligger tæt på fugtige og kolde bygningsdele.
Selv mindre utætheder kan over tid skabe lokale fugtproblemer, som ikke er synlige fra opholdsrummet. Et angreb kan derfor være et tegn på et skjult bygningsproblem og ikke kun et isoleret insektproblem.
Kraftig regn øger også risikoen for akutte vandskader. Efter en oversvømmelse eller taglækage kan træværk forblive fugtigt i lang tid, især i lukkede konstruktioner. Det skaber ikke nødvendigvis et insektangreb med det samme, men kan gøre træet mere modtageligt i de følgende år.
Tætte bygninger kan holde på fugten
Energirenovering og tætning af bygninger reducerer varmetabet, men kan samtidig ændre ventilationen og fugtbalancen. Hvis en bygning efterisoleres eller tætnes uden tilstrækkelig ventilation, kan fugt ophobes i lofter, vægge og andre konstruktioner.
Det kan skabe et gunstigt miljø for både trænedbrydende svampe og insekter. Klimatilpasning bør derfor ikke kun handle om at holde regnen ude, men også om at sikre, at indtrængt fugt kan tørre igen.
Forebyggelse bliver vigtigere
I fremtiden vil en hurtig indsats efter skybrud og oversvømmelser være en central del af forebyggelsen af både svampe- og insektskader. Træ skal tørres effektivt, og skjulte områder bør kontrolleres, før fugtskaden udvikler sig til et langvarigt problem.
Den bedste beskyttelse mod trænedbrydende insekter er en kombination af vedligeholdelse af din bygning, fugtregulering i bygningen, tilstrækkelig ventilation og tidlig inspektion samt professionel sanering med forebyggende træbeskyttelse mod træødelæggende insekter.