Metode A – trænedbrydende svampe, som er afhængig af konstant fugttilførsel
Bekæmpelse/forebyggelse med Protox Svamp/Protox Kombi Aqua
Fjern fugtkilden og nedbring træets fugtprocent til max. 15 %, inden konstruktionen lukkes igen.
Nedbrudt træ skæres bort og erstattes med nyt – evt. trykimprægneret træ (NTR klasse AB). Snitflader og overflader på gammelt og nyt træ imprægneres med Protox Svamp eller Protox Kombi Aqua. Overfladiske angreb kan kanthugges og behandles med Protox Svamp eller Protox Kombi Aqua.
Sørg for, at alt murværk i kontakt med træ i risikoområdet mættes med Protox Svamp.
Ventil-imprægnering
I særlige tilfælde kan der udføres dybdeimprægnering i træ- og murværk med efterimprægneringsventiler. Kontakt os for nærmere information.
Metode B – svampe, som er delvis selvforsynende med vand – specielt Ægte Hussvamp
Levende mycelium fra Ægte Hussvamp kan transportere vand hen til et tørt område i bygningen og der opfugte træet for derefter at angribe og nedbryde det.
Det er derfor meget vigtigt at finde det totale skadesomfang
inden man kan starte selve bekæmpelsen af hussvampeangrebet. Overses et område med et angreb af Ægte Hussvamp i bygningen, kan hele udbedringen ende med at være spildt. Det er derfor nødvendigt at foretage en systematisk undersøgelse af angrebets omfang og ud fra det udarbejde en behandlingsplan. For at sikre, at man får alle forekomster af mycelium bekæmpet, medtages en sikkerhedszone på 1 meter. Det anbefales at kontakte et rådgivningsfirma med speciale i omfangsbestemmelse af Ægte Hussvamp.
I træværk:
Den almindeligste bekæmpelsesmetode er formentlig stadig, at alt angrebet træværk fjernes fra bygningen og derefter destrueres. Det erstattes med nyt trykimprægneret træ (NTR klasse AB). Snitflader på gammelt og nyt træ imprægneres med Protox Svamp. Mætning foretages bedst ved injicering med imprægneringsventiler. Alternativt foretages dypning og/eller gentagne strygninger eller sprøjtninger.
I murværk:
Kraftigt angrebet og svækket murværk fjernes. På murværk, som skal behandles, bankes pudslag af. På kraftigt angrebet mur med trækontakt, fx bjælkeender, remme, vindueskarme og trappevan- ger, skal fuger udkradses i en dybde af 2-3 cm. Evt. afbrændes mur- værket nu med en blæselampe, hvorved rester af hussvampemycelium i fuger gløder op. Herefter behandles med Protox Svamp og murværket fuges straks op igen. Behandlingen med Protox Svamp gentages, hvorefter muren kan berappes eller pudses. Ved mindre dybgående angreb kan udkradsning af fuger evt. udelades. Såfremt kraftigt angrebet murværk ikke fjernes, skal der omkring det angrebne område indlægges en beskyttelsesmembran med Protox Svamp – enten ved behandling af murværk nedtaget i striber, eller ved imprægnering med imprægneringsventiler.
Metode C – Svampe, som ikke nedbryder træet
Fugtkilden findes og fjernes. Svampevækst fjernes ved afbørstning med stiv kost eller lignende og overfladen mættes med Protox Svamp eller Protox Kombi Aqua.