Den ”dødelige” fare fra skimmelsvamp??

DR og andre medier har nu kastet deres kærlighed på skimmelsvamp, først med ”Kontant” forleden, og senest med overskrifter som denne:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/doedelig-skimmelsvamp-udvikler-resistens

I den forbindelse er der behov for lige at få nogle få ting på plads.

Som udgangspunkt dør raske mennesker IKKE af skimmelsvamp, vi er som art udviklet i et miljø hvor vi med hvert åndedrag inhalerer skimmelsporer. De er alle steder og da de er mikroskopisk små, så svæver de rundt i luften og ender derfor også i vores lunger – hele tiden og igen.

De steder hvor vi kommer i kontakt med flest skimmelsporer er (udover i en skimmelbefængt lejlighed) ude i naturen og værst i de varme fugtige sommermåneder. Tal fra Astma og allergiforbundet og DMI viser at der i udeluften kan måles op til 60.000 sporer pr kbm luft – det betyder at vi ved en tur udendørs i de måneder indånder op til 300 sporer pr minut.

I virkeligheden burde de små fyre stortrives i vores lunger – der er høj fugtighed og masser af mad. Det gør de imidlertid IKKE, fordi vores immunforsvar kender dem og nedlægger dem før de kommer for godt i gang.

Hos enkelte mennesker kan immunforsvaret gå amok og reagere voldsomt (og uhensigtsmæssigt) på skimmelsvamp – det er dem der er skimmelallergikere (det er 1-2 % af den danske befolkning) de reagerer med de klassiske høfebersymptomer – snue, øjnene løber, koncentrationsbesvær og generelt ubehag – men de dør IKKE af det!!!!!.

Så for alle ”almindelige” mennesker er skimmel ufarligt!!

Hvis man IKKE er almindelig, d.v.s. hvis ens immunforsvar bevist er svækket eller helt sat ud af kraft – det er det typisk for patienter der har fået et nyt organ ved transplantation, og hos folk der er i skrap kemobehandling, så kan der være fare for at man kan få en infektion med skimmelsvamp.

Hvis ikke immunforsvaret kan klare skimmelsporer der lander i lungerne, så vil de vokse derinde i det dejlige fugtige, varme, næringsrige miljø. Der kan også være skimmelsporer der lander andre steder i kroppen gennem operationssår etc. og de kan så trives hvor de nu tilfældigvis lander.

Det er de tilfælde som DR nu har gjort til en overskrift, og der må man så behandle skimmelinfektionen med svampedræbende midler.

Problemet er (ligesom med antibiotika) at de midler man bruger er reelt udviklet som plantebeskyttelsesmidler, og her er en stor gruppe de såkaldte ”triazoler”. De bruges overalt i landbrugsproduktionen for at forhindre at afgrøden bliver ødelagt af skimmelsvamp. Der er så nu diskussion om den meget udbredte brug faktisk gør at nogle skimmelarter bliver resistente overfor svampegiften og at det derfor kan være svært at behandle folk med et smadret immunforsvar som har fået en svampeinfektion.

Hvad angår Protox’s ”skimmel” produkter, så indeholder hverken ProtoxHysan, ProtoxBiox, ProtoxMille eller ProtoxSkimmel triazoler.

Når vi derfor fjerner skimmelvækst med ProtoxHysan, så gør vi det med et middel som IKKE KAN skabe resistens – nemlig klordioxid, og når vi bagefter forebygger med ProtoxSkimmel, så indeholder den svampegiften IPBC der IKKE anvendes til human medicin.

Vore godkendte træbeskyttelsesmidler ProtoxAkvagrund og ProtoxSvamp indeholder små mængder Propiconazol der er en triazol, idet det er nødvendigt for at kunne overholde de krav som Miljøstyrelsen stiller til at godkende dem som ”træbeskyttelsesmidler”. Da disse produkter IKKE bruges til at bekæmpe skimmelangreb – som det foregår i landbruget, men til at forebygge angreb af de trænedbrydende svampe, så er deres eventuelle indflydelse på udviklingen af resistens i skimmelsvamp på det ekstremt teoretiske plan.